Kort om Vigersted Skole – Folkeskolereform og andre særlige aktiviteter.

Udmøntning af Folkeskolereformen

Bevægelse

Bevægelse er et særkende for Vigested Skole. Vi integrerer bevægelse i den fagfaglige undervisning, som en metode til læring. Erfaringerne med bevægelse er at det styrker elevernes læring – og også deres trivsel.

Alle lektioner er på 50 minutter – for at give tid til bevægelsesdelen.

Bevægelse er også et centralt element i SFO-tiden.

Udviklingssamtaler/ kontaktpersoner:

Hver elev får tilknyttet en kontaktperson – og der gennemføres jævnlige samtaler mellem elev og kontaktperson.

Formålet med samtalen er at styrke elevens læring og trivsel.

Udviklingssamtalerne har overordnet karakter. Såfremt man som forældre – eller elev- oplever udfordringen omkring trivsel eller læring helt overordnet er det kontaktpersonen man skal henvende sig til.

Ved spørgsmål vedr. det enkelte fag henvender man sig som altid til læreren i faget. Det er faglæreren, som opstiller konkrete faglige mål for den enkelte elev.

Klassemøder

På Vigersted Skole gennemføres et fast ugentligt lærerstyret klassemøde efter en fælles model i alle klasser. Klassemøderne er af en halv times varighed og der arbejdes systematisk med elevernes sociale og personlige kompetencer.

Understøttende undervisning

Udviklingssamtaler, bevægelse og klassemøder er alle initiativer, som er led i den understøttende undervisning.

I indskolingen har de fleste klasser også ”faget” understøttende undervisning på skemaet.

I faget kan indgå forskellige aktiviteter, som understøtter elevernes læring og trivsel – og de obligatoriske områder: Færdsel, Sundhed, sexualundervisning og familie, Uddannelse og job og eksempelvis drama

Lektiehjælp og faglig fordybelse = ”Kursus”

På Vigersted Skole udmønter vi Lektiehjælp og faglig fordybelse som kursustimer

Kursustimernes formål er de samme som lektiehjælp og faglig fordybelse – nemlig at:

• Styrke elevernes faglige niveau – uanset om eleven er faglig stærk eller faglig svag

• Sikre eleverne faglig træning og udfordringer tilpasset niveau og behov

• Tilbyde varierede og differentierede undervisningsformer – der udfordrer fagligt svage og faglige stærke

I øvrigt:

Drama

Et andet særkende, som vi er i gang med at indføre er drama.

Eksempler på drama-aktiviteter: Matematikteater, Lucia, Krybbespil, Eventyrteater, Valgfaget Drama – herunder Turnéteater med videre

Vi tilstræber endvidere besøg af professionelle taterforestillinger for alle afdelinger.

Skolesport

På Vigersted Skole tilbydes eleverne Skolesport efter skoletid. Skolesport er et koncept under Dansk Skoleidræt. I skolesport tilbydes eleverne en bred vifte af idrætsaktiviteter – ofte ved inddragelse af lokale foreninger.

I forbindelse med Skolesport uddannes Junioridrætsledere – elever fra skolens ældste klasser, som medvirker som assistente i Skolesport – og som måske får smag for at gå ind i foreningslivet efterfølgende.